fbpx

LUKKET

JEG HAR VALGT AT LUKKE FOR WEBSHOP, FORLØB, UDDANNELSE OG BEHANDLINGER

Spøgelse, afdød, fremmede energi.. Kært barn har mange navne.

Ja, så hvad skal vi egentlig kalde sådan et gespenst? Jeg kalder dem selv bare for energier.

Som du nok ved renser jeg rigtig mange huse – og synes det er et fantastisk arbejde. Jeg elsker den der rene fornemmelse der er i energien efterfølgende., Det er også super dejligt, at dem der bor i huset nu kan føle, at det er deres hus, og at de bor der alene.

 

Dårlig eller fremmed energi i et hus behøver ikke nødvendigvis, at skyldes et spøgelse eller måske endda flere spøgelser. Det kan også være energiaftryk fra tidligere beboere, psykisk og åndeligt støv og snavs. Dvs. sige dårlige og negative energier, følelsen af at komme ind i et rum og føle sig dårlig tilpas rent psykisk, ked af det eller føle sig bange/angst inden i. Det kan skyldes gamle oplevelser der sidder i væggene, sygdom, voldsomme skænderier, død, oplevelser af ulykkelige/hæslige skilsmisser, jeg siger ofte at det er energier/oplevelser der er gemmes i “murstensarkivet. Det kan også være forstyrrende “energibolde” der bare fiser rundt og skaber forvirring. Jeg mener, at hvis de ikke-inviterede energier er irriterende, skræmmende, forstyrrende eller drænende energimæssigt, så skal de fjernes.

Er det spøgelser der er i huset, mener jeg klart, at de skal hjælpes videre. Spøgelser lever af vores energi, de kan jo ikke tage føde til sig, og dermed få energi, derfor bruger de os som “madpakker” – det kan give en underlig form for træthed/mathed uden nogen egentlig grund. Bor du i et hus med spøgelser/afdøde, vil du sikkert gå rundt og føle dig som en halvflad badebold, en punkteret trillebør, som om du bare ikke er som du plejer at være, og er ikke godt for hverken dig eller dem omkring.

Når jeg kommer ud til et hus, ved jeg som oftest ikke noget om, hvem der tidligere har boet der, eller om det har været brugt til noget specielt , det får jeg først at vide, når jeg har været rundt og rense.
Jeg har for nylig været ude og rense et hus, der engang har været børnehjem og meget andet. Dem der huserede her, var bl.a. en gammel stram tante, der havde brugt at låse børnene inde i et lille rum, hvis de ikke opførte sig ordentligt, hun forstyrrede de børn der boede der nu, men skræmte dem også. En mand der gik gennem huset for at komme ned i kælderen, han kunne fornemmes af både børn og voksne, og de var meget utrygge ved følelsen af “at bo på en banegård.” Der var også en retarderet mand der larmede rundt i kælderen, han havde været praktisk hjælper, det var dog under en anden ejer, men hold da k*ft hvor han kunne larme!…Der var flere beboer i huset, men disse tre var dem der forstyrrede mest. I dette hus var der altså afdøde der havde levet på forskellige tider og århundreder.
Et andet sted jeg har været ude, var det kun beboere fra en tid der lavede ballade. Det var en herremand, hans kone, en tjenestepige, hendes uægte barn, faderen til barnet og så en gammel karl. Da jeg fortalte den nuværende familie om mine oplevelser, kunne de præcis sætte lyde og steder på det jeg havde oplevet, uden at jeg havde sagt hvor de forskellige huserede..Så påvirkede havde de været af den larm og de baner spøgelserne bevægede sig i (følelsen af kulde, og som om nogen kiggede på dem).
Et tredje sted havde der været bordel. Det følte jeg som, at der boede mange undertrykte piger, nogle faktisk børn, hvordan de følte sig brugt, udnyttet, ikke elsket, beskidte. Der var en strøm af mennesker, mest mænd – mange ret grove og ubehagelige…Ikke et fedt sted. Ejerne blev dog lidt forskrækkede over at jeg følte det så stærkt, men sådan oplever jeg det og jeg bliver ikke bange, men husker at rense mig selv godt bagefter.

Det er lidt af det jeg oplever når jeg er på job.

Sådan kan det opleves at få renset sig hus:
“Efter husrenselsen er der blevet roligt i vores hus, og vi føler ikke, at det er en gennemgang for ubudne gæster mere. Her er “rent” og “ryddet”.  Vi føler os ikke længere overvåget, og vores børn taler ikke længere med personer, vi voksne ikke kan se”. Fotograf Line Thit Klein